Af Alexander Bendtsen
Film med mad og gastronomi i fokus udgør nærmest sin egen lille subgenre. Hvis disse film skal undgå at blive intetsigende, er det vigtigt at maden og tilberedelsen af samme gør mere end blot at tage centrum i æstetikken. Madelementet bør nemlig være værktøj for opstilling af metaforer, udforskning af tematikker og formidling af beskeder.
Franske Pot-au-feu: Vejen til hjertet (fransk titel: La passion de Dodin Bouffant) har en filmskaber siddende i instruktørstolen (vietnamesisk-franske Anh Hung Tran), der kommer med et kvalificeret bud på hvordan man kan opfylde de krav. Fortællingen om det rige madgeni Dodin Bouffant (Benoît Magimel), og hans passionerede samarbejde og samliv med mesterkokken Eugénie (Juliette Binoche), er nemlig både æstetisk nydelig og tematisk rig. Men ikke uden kompositionelle udfordringer og tempomæssig ujævnhed.
Filmen, tænkt som en forhistorie til Marcel Rouff-bogen La vie et la passion de Dodin Bouffant (1924), beskæftiger sig intenst med de to hovedkarakterers passion for gastronomien. Samtidigt skildrer den også deres romantiske forhold. Derudover er der fokus på den mentorrolle de får for den meget unge lokale pige Pauline (Bonnie Chagneau Ravoire), som de begge ser et kæmpe madkundskabstalent i.
Filmen insisterer på binde disse elementer sammen med madlavningen på lærredet. Flere gange får vi lange scener med fokuseret og nærgående kameraføring der grundigt og detaljeret, med sensuel intimitet, fanger tilberedelsen af en lang stribe indbydende retter, trin for trin.
Det er flotte billeder og et glimrende lydbillede, der fanger arbejdet i køkkenet så livligt, at jeg nærmest kunne smage retterne fra mit biografsæde.
Derudover demonstreres det gennem nærbilleder, effektiv krydsklip og dialog, hvordan karaktererne passioneret konceptualiserer madlavningen som en kunstplatform, et kærlighedsinstrument og ja … faktisk et helt sprog. Lille Pauline der nær røres til tårer ved de første bidder af en ret. Eugénie der snakker om, hvordan hun taler til sine gæster gennem sin madlavning. Dodin der nævner, at Eugénie er den eneste, der kan forstå og materialisere hans gastronomiske visioner.
Med sine lange indstillinger, der fokuserer på madlavningen samt dialoger om mad og kærlighed bruger filmen meget tid i hver scene. Der hoppes derfor meget i dagene for at opbygge og opretholde en kontinuerlig fortælling. Det gør, at filmen lidt paradoksalt kommer til at føles som en række separate scener, der går langsomt, stribet sammen til en samlet fortælling der går for hurtigt. Ovenikøbet føles det som om der er lagt så meget tid og kærlighed i en håndfuld scener, at der er andre scener, hvor skaberne får for travlt til at etablere den emotionelle vægt som det ellers er hensigten.
Dodins og Eugénies romance er fin og underspillet. Det er rørende og sårbart, og det behøver ikke udpensles særligt grafisk. I stedet udfolder det sig gennem meningsfulde dialoger og det her meget poetisk realiserede element af deres dybe gensidige forståelse og romantiske kommunikation gennem den mad de laver med og til hinanden. Desuden skader det ikke at begge skuespillere (der faktisk har været gift i virkeligheden) leverer overbevisende skildringer af et par forelsket i hinanden, og deres fælles arbejde.
Til gengæld kobles Paulines fortælling ikke optimalt på den samlede fortælling. Hun har ikke konstant nok tilstedeværelse til at etablere spændende dynamikker med de to bærende karakterer, og præge deres indbyrdes dynamik, som der ellers er potentiale for.
Filmens insisteren på at blive længe i enkelte scener og tvinge os til at interagere med dem så sensuelt og reflekterende, stemmer glimrende overens med en af dens gennemgående ideer: Nemlig den underliggende opfordring til at lære at være til stede i momentet og sætte pris på alle de indtryk, man får.
Men på filmens 135 minutters spilletid er der ikke tid nok til at sammensætte et samlet værk, der er lige så komplet og forrygende konstrueret som højdepunkterne.
Kommentarer